FEBER OG LINK TIL WWW.SYGEBOERN.DK

http://www.sygeboern.dk

Feber er ikke farligt, hvis barnets almene tilstand er god. Et barn med feber skal være afklædt og have rigeligt at drikke. Bliver barnet sløvt eller har besvær med vejrtrækningen, skal du straks ringe til lægen.

Feber er et tegn på sygdom, men siger ikke noget om, hvor alvorlig sygdommen er.

Et barn, der leger, ser TV eller hører radio, er kun sjældent alvorligt sygt. Kan barnet afledes ved at læse højt for det eller lege med det, er det også et godt tegn uanset temperaturen.Omvendt kan barnet være alvorligt sygt, hvis det ikke leger, ikke vil drikke eller ikke kan afledes, også selv om temperaturen kun er lidt forhøjet.

Hvis et barn har høj feber, men i øvrigt virker kvikt, er faren ikke stor. Man siger, at barnets almene tilstand er god, når det, som ovenfor beskrevet, kan lege, drikke og afledes også selv om barnet ikke er så kvikt, som når det er helt raskt. Under børns sygdom er vurderingen af den almene tilstand af stor betydning.

Temperaturen bør måles, når barnet har hvilet i 20 minutter i et køligt rum. Temperaturen kan under leg stige op til 38°C, uden at barnet behøver at fejle noget. Ophold i et varmt rum får også temperaturen til at stige. Normalt er temperaturen om morgenen under 37°C og under 37,5°C om aftenen.

Feber betyder oftest, at barnet har en infektion med et virus, f.eks. forkølelse eller influenza. Små børn får højere feber end voksne, og 39-40°C er ikke ualmindeligt ved forkølelse. Almindeligvis stiger barnets temperatur i løbet af dagen og er højest om aftenen. Således vil et barn med forkølelse typisk have 38°C om morgenen stigende til omkring 39°C om aftenen uden, at det er tegn på, at sygdommen er forværret.

Medicin: Et barn med feber er oftest pylret, vil ikke så gerne drikke og sover uroligt. Hvis barnet ikke er påvirket kan det med fordel behandles med febernedsættende medicin. Når feberen falder, vil barnet som oftest drikke lidt mere. Febernedsættende medicin ved sovetid giver en roligere søvn. Paracetamol virker febernedsættende og kan købes på apoteket uden recept. Børn under 2 år bør kun behandles med febernedsættende medicin efter aftale med lægen.

Behandling hjemme: Barnet skal være let påklædt og opholde sig i et køligt rum for at få temperaturen til at falde. Barnet skal have rigeligt at drikke, da det mister væske, når det har feber. Du kan selv holde øje med, om barnet kommer i underskud af væske. Hvis barnet tisser er faren ikke stor. Ophør af vandladning er derimod et tegn på underskud af væske. Barnet behøver ikke at ligge i sengen, hvis det hellere vil være oppe og lege.

Ring til lægen næste dag: Hvis barnet har feber og ikke vil drikke. Hvis barnet er under 2 år, og temperaturen er over 39,0°C. Hvis et barn under 6 måneder får feber, bør det undersøges af lægen.

Ring til lægen med det samme: Hvis barnet er sløvt med påvirket almentilstand (ligger helt stille i sengen, ikke vil høre historie eller lege). Hvis barnet har feber og vejrtrækningsbesvær. Hvis temperaturen er over 40,5°C. Hvis barnet er under 4 måneder og har feber. Hvis barnet får feberkramper.

 

Tilbage til oversigten