21 April 2018
Velkommen til Lægehuset Hedehusene

Lussingesyge

Lussingesyge

Hvad er lussingesyge?
Lussingesyge kaldes også den femte børnesygdom. Det er en virussygdom, der hovedsagelig rammer børn fra fem til femten år, men personer i alle aldersklasser kan smittes. Forældre til mindre børn og personer, der arbejder med børn, er særligt udsatte. Cirka to ud af tre voksne har tidligere haft sygdommen og er derfor ikke modtagelige for smitte.


Hvordan får man lussingesyge?
Man smittes med en virus, som hedder parvovirus B19. Virus overføres fra en person til en anden ved luftbårne dråber fra næse-svælgrummet for eksempel ved hoste og nys. En gravid med lussingesyge kan i sjældne tilfælde smitte det ufødte barn( se under Gravide)

En person, som er smittet med parvovirus B19, kan smitte andre fra cirka en uge, før sygdommen bryder ud. Når sygdomstegnene er til stede, smitter personen ikke længere. Der går typisk en til to uger, fra man er smittet med sygdommen, til den bryder ud.


Hvad er tegnene på lussingesyge?
Inden sygdommen bryder ud, kan der være et par dage med milde influenzalignende tegn og nogle gange kløe. Dernæst kommer udslet, som begynder i ansigtet, med rødme af begge kinder. Enten samtidigt eller i løbet af få dage spreder udslettet sig til ydersiderne af arme og ben, og sjældnere også til kroppen. Leddene kan hæve og gøre ondt. Dette ses hyppigst hos voksne, især kvinder.

Man kan få feber, men man er for det meste kun let medtaget. Mange er syge uden at opdage det, fordi sygdommen forløber meget mildt, men disse personer kan dog også smitte.


Hvordan behandles lussingesyge?
Der findes ingen behandling mod sygdommen.


Hvad kan man selv gøre?
Kølige omgivelser eller kolde omslag kan lindre kløe.


Hvordan stiller lægen diagnosen?
Diagnosen stilles sædvanligvis ud fra sygdomsbilledet. Ved hjælp af en blodprøve kan man afgøre, hvorvidt en person har haft sygdommen før eller har den aktuelt.

Sygdommen giver livslang immunitet, man kan altså kun få sygdommen én gang.


Dette notat er skrevet af vores kollega Morten Randløv Andersen, Lægehuset Gadehavegårdsvej