Vorter er små godartede gevækster, som er helt ufarlige. Årsagen til vorter skyldes en virus, som man er blevet smittet med. Smitten opstår i vådrum såsom badeværelser, svømmehaller men også gymnastiksale. Træder du der hvor én med fodvorter lige har stået, risikerer du at få vorter. Så hvis du selv har fået vorter- benyt badesko, gymnastik sko, eller dæk vorten med et plaster, så du ikke smitter andre.
Fodvorten har i midten en lille fordybning, og hvis man ser godt efter, sidder der sorte prikker. Ligtorne adskiller sig ved ikke at have sorte prikker. Området kan være ømt, og kan evt. aflastes med en lille filtring.
Fodvorter kan forsvinde af sig selv, men det kan tage lang tid – de fleste forsvinder indenfor 2 år. Kroppen danner selv antistoffer mod den virus, som er årsag til vorter. Man bør dog behandle vorter, da de for det første kan være ømme ved tryk, men også for at undgå at smitte andre. Man kan også smitte sig selv med fodvorter, således at man får flere
Sidder vorterne meget tæt, dvs at de nærmest hænger sammen, skal du starte med at bestille en tid her oppe. Det kan være "mosaik vorter", som skal behandles hos en hudlæge. Sidder vorterne spredt, kan du sagtens selv starte behandlingen, og så evt komme til en afsluttende frysning.
Den behandlingsmetode, som anbefales, er langvarig og kræver tålmodighed. Vorter behandles med et ætsende middel, hvorved huden langsomt opblødes. En metode er at købe Verucid, som kan fås i håndkøb på apoteket. Vorten fjernes herefter lettere med en fil eller en lille, skarp kniv (skalpel).
En anden metode er Cornina plaster udskåret lige i vortens størrelsen, efterfølgende sættes Tensoplast uden på. Denne "plaster bandage" sidder på i et døgn, tages af og den døde gullige hud med vorte skæres væk, og en ny omgang cornina plaster sættes på.Bliver ømrådet for ødelagt kan der holdes pause i en dag eller to, så startes igen.
Ved begge metoder bør du tage et kort fodbad, file eller skære ned i huden, benytte det valgte middel, og sætte plaster henover.
Når Du er kommet godt ned i vorten, kan der suppleres med frysning, som kan foregå her i klinikken
Det er vores erfaring at frysning alene ikke er nok, til at få vorterne væk.
Hvis du skal behandles med frysning giver vi max. 5 behandlinger, kombineret med "hjemmearbejdet". Hvis det ikke hjælper henviser vi videre til en hudlæge.
AN, 2008
Pga ændring i vores overenskomst med sygesikringen kan vi ikke længere tilbyde frysebehandling her i klinikken.
Vi vil derfor efter 1.6.2010 henvise til hudlæger, hvis det er nødvendigt
AN- juni2010